Bog

Bogudgivelse

I 2006 udgav jeg bogen TOPFEBER, DE SYV TINDER PÅ REKORDTID, som handler om Seven Summit ekspeditionen. Den kan købes som e-bog eller lydbog hos f.eks. Saxo og lånes på bibliotekerne.

Antarktis – 3 dage i snestorm – uden sovepose

Forlagets beskrivelse af bogen:

Ny bog skrevet af en dansk bjergbestiger beretter om menneskets utrættelige stræben efter at komme til tops. Onsdag den 14. december 2005 kl. 22.30 nåede den danske bjergbestiger Søren Gudmann toppen af bjerget Vinson på Antarktis. Det var 193 dage efter at han havde stået på toppen af Mount Everest i Himalaya. På godt seks måneder havde han besteget det højeste bjerg på hvert af jordens syv kontinenter. Og var dermed blevet den første dansker, der havde taget de syv tinder. Med en stålsat vilje og ukueligt mod nåede Søren Gudmann det, som andre kun tør drømme om. Og tilmed hurtigere end nogen anden i verden før ham. Troede han. For når man er oppe i de højere luftlag, er det sjældent, at tingene går helt efter bogen.

Topfeber er en ligefrem og rå beretning om én mands ensomme kamp mod bjergene og de op- og nedture, der hører med. Bogen fortæller om at overskride de menneskelige begrænsninger og turde gå efter sine drømme. Og om hvad der kræves for at nå sine mål, selv når de er høje eller ligger helt ude i horisonten.

Anmeldelse i LUKSUS # 26:

Topfeber handler om den danske bjergbestiger Søren Gudmanns kamp for at bestige “the seven summits”, det højeste bjerg på hvert af de syv kontinenter.

Hans ambitiøse plan går ud på at blive både den første dansker til at gennemføre denne bedrift og at gøre det hurtigere, end nogen har gjort det før. Søren Gudmann lægger ikke skjul på, at han ikke er en teknisk klatrer, han går efter at klatre høje bjerge, men han er ikke interesseret i at klatre de vanskeligste ruter eller i at klatre mindre bjerge bare for den tekniske udfordrings skyld. Dette vil nok falde nogle klatrere for brystet – at det næsten udelukkende handler om at bestige de højeste tinder, at der bliver brugt kunstig ilt, fixreb og sherpaer.

Man må dog huske på, at der er tale om to vidt forskellige discipliner indenfor klatringen, og indenfor sit eget felt er Søren Gudmann tydeligvis meget dygtig. Søren Gudmann skriver godt indenfor sin genre, hans beskrivelser af strabadserne, stormene og kulden er spændende, og hans præstation er bestemt imponerende.

Forfatterens egne billeder er flot optrykt og gennemgående gode. Alt i alt en velskrevet og flot bog om en fremragende dansk klatrepræstation.